Forældre nægter sig skyldige trods dom

Brønderslev-forældrene har netop fået deres straf. De nægter sig skyldige og vil anke dommen.
Huset, hvor Brønderslev-børnene boede med deres to fangevogter-forældre, blev jævnet med jorden den 1. juni.
Huset, hvor Brønderslev-børnene boede med deres to fangevogter-forældre, blev jævnet med jorden den 1. juni. Foto: Rene Schütze / POLFOTO

Begge forældre fra Brønderslev-sagen vil anke deres dom.

De er netop blevet tildelt straffe for deres forbrydelser mod i alt ti sammenbragte børn, men søger altså at blive rent frifundet ved anken.

Forældrene har under hele retssagen, der startede den 28. april, nægtet sig skyldige.

Den 42-årige far fik den hårdest mulige straf - forvaring. Det vil sige fængsel på ubestemt tid.

Moren på 37 fik fire års fængsel. Begge forældre skal betale erstatning på flere hundrede tusinde kroner til de ti børn.

Børnene har boet under kummerlige vilkår og er blevet mishandlet, indespærret og seksuelt misbrugt.

Værst er det gået ud over den ældste datter, som i dag er 21 år gammel. Udover horribel mishandling fra de to dømte, blev hun lejet ud af faren som prostitueret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.