Kate og Gerry McCann er under stærk mistanke for at have slået deres egen datter fire-årige Madeleine ihjel, måske med en overdosis sovepiller.
Alligevel vil forældrene nu iværksætte en omfattende kampagne til 80.000 pund, svarende til 862.000 kroner, der primært skal køre i aviser og på tv i Portugal og Spanien. Det oplyser Sky News.
Pengene kommer fra den fond, som Madeleines onkel, John McCann, har grundlagt.
- Det vigtigeste for fonden er at sikre, at alle sten bliver vendt i eftersøgningen af Madeleine. Kampagnen skal minde alle om, at Madeleine stadig er forsvundet, siger John McCann til Sky News.
En talsmand for McCann-familien oplyser, at forældrene - efter at være hjemvendt fra afhøringer i Portugal - har modtaget et stigende antal breve og blomster til støtte for deres sag.
Forældrene har i øvrigt oplyst, at pengene fra fonden ikke vil blive anvendt til en eventuel retssag.