Det er ikke nødvendigvis forældrene, den er gal med, hvis de undlader at møde op til sommerfesten, juletræsarrangementet eller forældrekaffen i deres barns vuggestue eller børnehave. Måske er det omfanget af og formen på arrangementerne. Det mener forsker i forældresamarbejde Dorte Kousholt.
- Nogle gange er det simpelthen fællesarrangementerne, der er skruet sammen på en måde, der slet ikke passer ind i familiernes hverdag, siger adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Dorte Kousholt.
Det kan enten være, fordi de varer for længe, ligger for tidligt eller sent på dagen eller for hyppigt i forhold til familiernes arbejde, indkøb og madlavning.
Tordenskjolds soldater
Dorte Kousholt afviser dermed, at forældre automatisk er dårlige forældre, bare fordi de ikke altid troligt tropper op.
- Hvis sommerfesten i børnehaven er forbundet med pligt og stress frem for samvær og hygge, så vælg den fra – også uden sort samvittighed, siger hun.
Hun mener, at det er op til den enkelte vuggestue og børnehave at finde en form, der passer til dens forældregruppe.
- Ellers vil det blive ved med at være de samme tordenskjoldssoldater, der møder op, siger hun og foreslår, at fællesarrangementer med spisning og forældremøder med pasning kan være noget af det, som kan gøre det muligt for flere forældre at deltage.
Ingen tilmelding
I den integrerede institution Lynge Børnehus, nord for København, er fællesarrangementerne blevet skåret ned i omfang og lavet om. Julefesten er droppet, fordi december er en fortravlet måned for de fleste, og er blevet erstattet af fælles morgenmad den første fredag i december.
Forældre skal heller ikke længere tilmelde sig arrangementerne. De, der vil, kan bare møde op, og de, der ikke vil, kan bare lade være.
- Vi ønsker ingen stress, og vi fører ingen sort bog, siger lederen i Lynge Børnehus Kamma Wiuff, der har fuld forståelse for, at det bare ikke altid lige passer ind i hverdagen.
Ifølge konsulent Suz Wang i pædagogernes fagforbund BUPL eksperimenterer flere daginstitutioner med at tilpasse fællesarrangementerne til forældrenes behov.