Tirsdag mistede 28 mennesker livet, da en turistbus fra Belgien forulykkede i en tunnel i Schweiz.
De dræbtes familier er nu taget til lighuset i byen Sion for at identificere de 22 børn og seks voksne, skriver AP.
"Hvor det er muligt, vil ligene blive vist til familierne. I nogle tilfælde er det ikke muligt, fordi kroppene er for beskadigede," siger talsmanden for politiet, Jean-Marie Bornet, til AP.
Der var i alt 52 personer ombord, da bussen i høj fart kørte ind i en væg i Geronde-tunnellen. Der var tale om 21 belgiere og syv hollændere, som var på vej hjem fra en skitur.
Myndighederne arbejder på højtryk for at frigøre de dræbtes lig, så de kan bringes hjem til deres hjemlande.
Indbyggerne i byen Sierre, hvor ulykken fandt sted, er rystede over, at de fleste af ofrene blot var 12 år gamle.
"Det er meget svært at komme overens med denne situation, og selvom vi ikke kendte disse unge ofre, tager vi begivenheden nært og er virkelig berørte af tragedien," siger Sierre-indbygger Franck Bartolucci til AP.
Kilde: AP