Engagerede fodboldforældre til fodboldspillere i børne- og ungdomsrækkerne opfører sig så problematisk, at flere kampe bliver aflyst.
TV2 ØST har undersøgt problemet og kan dokumentere, at der siden 2005 er aflyst 41 fodboldkampe i børne- og ungdoms-rækkerne på grund af de voksnes dårlige opførsel over for børn eller dommere.
Fodbolddommer Morten Reimann genkender forældrenes opførsel.
"Jeg har stoppet en kamp, efter jeg blev lovet tæsk af en forælder," fortæller Morten Reimann, der oplever forældrehysteriet som stigende.
Men det er ikke kun de pinlige forældre, der er problemet.
Ifølge team Danmarks sportspsykolog, Kristian Henriksen, betyder forældrenes opførsel, at talenter tabes på gulvet.
De hysteriske forældre får simpelthen børnene til at vende sig mod sporten.
"Der sker simpelthen det, at børnenes ungdomsoprør ikke bare bliver et oprør mod forældrene, men også et oprør mod sporten," siger Kristian Henriksen.