Forældre til handikappede børn svindler med offentlige skattekroner. Forældrene bruger nemlig ofte det tilskud, som de får fra kommunerne til at få passet deres handikappede børn, til at hyre sort arbejdskraft.
Det erkender Danske Handicaporganisationer, skriver Jyllands-Posten.
Organisationens næstformand, Morten Carlsson, begrunder forældrenes opførsel med, at de kommunale tilskud er alt for små.
- Tilskuddet fra kommunerne rækker ikke langt, og derfor er det oplagt for forældrene at finde sort arbejdskraft, hvilket er almindelig praksis mange steder i landet, siger han til Jyllands-Posten.
Men det er et tillidsbrud, mener Ole Pass, der er formand for Foreningen af Socialchefer.
- Vi forsøger at vise tillid til borgerne ved ikke at gøre reglerne for bureaukratiske. Derfor er det ærgerligt, hvis nogle misbruger dette, siger han til Jyllands-Posten og tilføjer, at kommunerne må se på, om timebetalingen er tilstrækkelig.