Hvert år takker omkring 800 forældre ja til at passe deres egne børn derhjemme mod et økonomisk tilskud fra kommunen.
I øjeblikket er det muligt i halvdelen af landets 98 kommuner, og fra nytår går yderligere tre kommuner med på ordningen. Det skriver tv2.dk.
Småbørnsfamilieforeningen SAMFO mener dog, at det burde være en mulighed for familier i hele landet.
- Folk har nogle blødere og mindre materialistiske værdier, end de har haft tidligere. Man vil gerne have tid til familie og samvær, fremfor mere i løn og flere ting. Vi mener derfor, at der bør være flere muligheder for forældrene at vælge imellem, mens børnene er små, siger Line Sofie Andersen, formand for SAMFO, til tv2.dk.
Tilskuddet varierer fra 1868 kroner til 7481 kroner om måneden afhængigt af, hvor i landet man bor.
Naboen skal ikke betale
København er en af de kommuner, hvor det tidligere var muligt at hjemmepasse sit barn med et tilskud fra kommunen. Men i 2015 valgte hovedstadskommunen at droppe ordningen.
- Det står alle frit for at gå hjemme og passe deres barn, når barslen er slut. Men det bør ikke ske for skattekroner, så naboen betaler for det. I København var det primært velstillede familier, der brugte ordningen, og forældre på overførselsindkomst er helt afskåret fra den. Jeg vil hellere bruge pengene på tiltag, der gavner alle københavnere. Eksempelvis på at udvikle kvaliteten i vores fælles vuggestuer, siger Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S), til tv2.dk.
I regeringen er man ikke afvisende over for, at tilskuddet kan gøres landsdækkende.
- Vi ved, at børnefamilier har en travl hverdag, og at det især for børnene betyder rigtig meget, hvis de første par år foregår i et roligt tempo. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at vi vil arbejde videre med det, men det er klart, at jeg selvfølgelig først skal vide, hvad det koster og hvor vi kan finde de penge henne, siger Venstres børneordfører, Anni Matthiesen, til tv2.dk.