Hvis der er for meget skrål og skrig i klassen, skal lærere kunne give eftersidninger til synderne.
Det mener undervisningsminister Bertel Haarder (V), som i det hele taget vil have mere ro og orden i skolen og mere holddeling i skolen, så de dygtigste elever ikke bremses af larmende eller mindre dygtige klassekammerater.
- Mere disciplin kunne være en hjælp. Vi er i gang med at revidere bekendtgørelsen om ro og orden i skolen. Man kan faktisk allerede i dag bortvise elever i op til to uger, og det er en skrap sanktion. Man kan desuden give eftersidninger, og det er måske også en god ide, siger Haarder i et interview til Politiken.
K og DF bakker op
Desuden trænger hele området for specialundervisningen, der udgør mindst 20 procent af folkeskolens samlede udgifter, ifølge Haarder til en kulegravning for at undersøge, om pengene bruges på den bedst mulige måde.
Både Dansk Folkeparti og De Konservative støtter ministerens forslag.
Advarer mod hård linje
Forældrene og lærerne er derimod mere betænkelige.
Selvom lærernes formand, Anders Bondo Christensen, hilser en debat, hvordan man skaber mere ro i klasserne velkommen, mener han ikke, at kæft, trit og retning er den rette medicin.
Forslaget om flere eftersidninger vækker heller ikke begejstring blandt forældre.
- I mine øjne er eftersidninger et udtryk for en gammeldags holdning, og jeg tror slet ikke på, at den form for straf er fremmende for den enkelte elevs læring, siger Thomas Damkjær, der er formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, til Avisen.dk.
Han er dog enig i, at der er behov for at skabe mere ro i klasserne og opfordrer til mere fokus på at forbedre dialogen mellem hjem og skole.
Også De Radikales uddannelsesordfører Marianne Jelved er betænkelig:
- Flere eftersidninger og bortvisninger af elever må anses som tom demonstration, hvis eleven virkelig har problemer, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun mener, det er mindst lige så vigtigt at sikre, at der er ansat folk nok i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) ude i kommunerne, så der ikke, som det nogle gange er tilfældet, er halve og hele års ventetid på at få diagnosticeret en elevs problemer og sat et relevant undervisningsforløb i gang.
- Kun hvis folkeskolen rummer forskellige tilbud, kan den rumme de fleste børn. Derfor bakker Konservative fuldt ud op om undervisningsministerens forslag om bedre mulighed for holddeling i folkeskolen, siger uddannelsesordfører Charlotte Dyremose (K) i en pressemeddelelse.