Vrede forældre blokerer igen til morgen en lang række daginstitutioner i København. Det sker for at undgå besparelser på børneområdet.
Ind til videre er 15 institutioner blokeret, mens der vil være aktiviteter og happenings på 30 andre, oplyser Københavns Forældre Organisation (KFO) på sin hjemmeside.
Forældre holdt i går stormøde for at drøfte situationen. Og her blev det besluttet at fortsætte blokaderne for at lægge pres på politikerne.
Forældrene er vrede over, at der til januar næste år sker store besparelser på børneområdet. Desuden er de utilfrdse med, at politikerne endnu ikke har fundet finansiering for de sidste 47,7 mio. kr. udenfor børneområdet.
De københavnske politikere havde først lagt op til at fjerne det såkaldte trappetillæg på 47,7 mio. kr. - penge, der går til institutioner med uhensigtsmæssige bygninger. Det er for eksempel bygninger med mange etager eller manglende legeplads, der derfor skal bruge ekstra pædagoger.
Derefter tog de besparelserne af bordet - uden dog at kunne finde ud af, hvor pengene så skal spares.
I aften vil forældrene demonstrere uden for TV 2 Lorry på Frederiksberg, hvor politikerne mødes til den sidste valgduel.
Her vil de kræve at få et underskrevet garantibevis fra alle partiernes spidskandidater på, at besparelserne på 47,7 mio. kr. ikke bliver fundet inden for børneområdet.