Uroen har ulmet længe. Nu går vrede forældre i aktion.
På torsdag og fredag vil mange børnehaver og vuggestuer i København være blokeret af sure forældre, der kræver de planlagte nedskæringer på børneområdet trukket tilbage.
Det er Københavns Forældre Organisation (KFO), der har udråbt dagene til særlige aktionsdage .
KFO har ifølge avisen udsendt en guide med 10-15 forslag til, hvad forældrene kan gøre for at vise deres utilfredshed. Og ét af forslagene går ud på, at forældrene iværksætter blokader.
- Jeg forstår godt, hvis nogle forældre synes, at det er en uhensigtsmæssig måde at aktionere på, men vi føler at det er nødvendigt, hvis vi skal råbe politikerne op inden det er for sent. Blokaderne sætter en del af byens funktioner i stå, og målet er, at få taget besparelserne af bordet, siger Lars Klingenberg til Avisen.dk
På onsdag går pædagogerne i aktion. Med støtte fra forældre og børn vil de i morgen-myldretiden stå ved indfaldsvejene til København og appellere til borgerne om at støtte op om kampen mod nedskæringerne.
Ifølge pædagogernes fagforening BUPL er der lagt op til besparelser for i alt 278 millioner kroner, der rammer daginstitutioner og skoler.
Lars Klingenberg vil ikke udelukke, at aktionerne fortsætter ind i næste uge.
- Nu har vi spillet bolden over på politikernes bord, og alt afhængig af, hvad der sker kan jeg bestemt ikke udelukke, at aktionerne fortsætter i næste uge. Om det så bliver med blokader, ved jeg ikke, siger han.
Ifølge pædagogernes fagforening BUPL er der lagt op til besparelser for i alt 278 millioner kroner, der rammer daginstitutioner og skoler.