Nød du weekenden i fulde drag, så glæd dig bare til flere dage af samme slags.
Det flotte forårsvejr fortsætter nemlig de næste mange dage.
Således byder den kommende uges vejr på temperaturer op til 15 grader og solskin.
Til gengæld kan vi om natten komme ned omkring frysepunktet.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen tidligt mandag morgen til Ritzau.
- Det ser ud til, at det bliver en vejrmæssigt rigtig pæn uge.
Her mandag har vi lidt skyer ved Vestkysten, men ellers bliver det ret solrigt i resten af landet, og temperaturerne kommer op på mellem syv og 12 gader, og vi har en let til frisk vind fra sydøst, siger han.
Og det flotte vejr fortsætter tirsdag, onsdag og torsdag.
- Vi får endda lidt højere temperaturer på mellem 10 og 15 grader om dagen, fortæller Erik Hansen.
Til gengæld kommer temperaturen ned omkring frysepunktet alle de dage, vi får flot vejr.
Det betyder, at morgenerne vil være rigtig kolde. Men så får vi altså også pænt vejr i løbet af dagen.
Nedbør bliver der stort set intet af hele ugen. Ikke andet end det, der kan komme ved Vestkysten mandag.