De spæde forårsstråler fra den længe ventede sol får danskerne til at iklæde sig tæpper, havestole og »rabbit tan«. Nu skal den ha . Huden. Én på sollampen.
Men de færreste danskere husker, at selv forårssolen i det endnu kølige vejr indeholder så store mængder af de skadelige UV-stråler, at huden skal spartles ind i store mængder solcreme og søge skygge i middagstimerne.
Intet at gøre med varme
»Solen er stærk lige nu. Og vores hud er slet ikke klar efter en hel vinter i mørket. Så vi beder selv om de tidlige forårsskoldninger. Man kan sagtens få hudskader også om foråret,« siger Anja Phillip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
For den ikke fysisk bevidste forklarer Anja Phillip, at solen består af forskellige typer af stråler. Lysstråler, som vi kan se; infrarøde stråler, der varmer, og så de skadelige UV-stråler, vi slet ikke registrerer før dagen efter, når vi er skoldede.
»UV-stråler har intet med varmen at gøre. Men i Danmark har vi en tendens til at koble det skadelige ved solen sammen med varme. Derfor glemmer vi ofte at beskytte os om foråret. Men der har været masser af UV-stråler i de seneste dages sollys. Derfor skal man passe på,« siger Anja Phillip.
Advarslerne er ikke grebet ud af den forårsvarmede luft. Danmark – med al vores kulde og regn – indtager en kedelig 7.-plads over lande i verden med flest tilfælde af hudkræft per indbygger.
75.000 danskere har lige nu kræft i huden. En tredobling på 30 år. Alene i år vil 8.000 danskere få konstateret modermærke- eller hudkræft. Hudkræft er den mest udbredte kræftform i landet.
Vi er for meget i solen
På Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling ser klinikchef, overlæge K. T. Drzewiecki, de værste tilfælde af solskoldninger. Han har i årevis forsket i hudkræft og modermærkekræft, og fælles for hovedparten af hans patienter er alt for meget sol alt for ubeskyttet.
»Enhver skoldning er farlig. Også dem om foråret. Italienerne er ikke så ivrige efter at komme i solen, for den er der jo hele tiden, mens solen i Danmark er en mangelvare. Derfor bruger danskerne solen alt for intenst. Vi skal lære at passe på,« siger han.
Professoren understreger, at det er videnskabeligt bevist, at jo flere forbrændinger, du har fået, så større er risikoen for at udvikle hudkræft senere i livet.