Lørdag over middag begynder foråret i Jylland. Mens hele Sjælland først bliver ramt af forårstemperaturer på 12-13 grader på søndag.
Sådan lyder vejrudsigten fra den vagthavende meterolog Mogens Rønnebæk fra Danmarks Meterologiske Institut.
- Lørdag morgen vil der være en regnbyge i det vestlige Danmark, hvorefter det vil klare op om eftermiddagen og give forårstemperaturer i Østjylland. De, som bor på Sjælland, må vente en dag med forårsvejret - men får så tilgengæld temperaturer på 12-13 grader. Og vi spekulerer for tiden på, om vi tør love 15 grader, siger Mogens Rønnebæk.
Det er dog om at nyde det gode vejr, mens man kan. Det kommer nemlig kun forbi for en kort bemærkning:
- Næste uge vil vejret blive lidt mere omskifteligt, og det får et dyk tirsdag-onsdag, hvor temperaturerne kommer ned på 7-9 grader. Så hvis man vil ud og nyde foråret på en gåtur, så synes jeg, man skal gøre det i weekenden, siger Mogens Rønnebæk.