Ritzau
Opdateret kl. 17:58
Las Vegas er et yndet rejsemål, og derfor var der også mange danskere i byen søndag aften lokal tid, da en angriber skød og dræbte mindst 58 mennesker og sårede 515 til en musikfestival.
Hos Udenrigsministeriets Borgerservice har man mandag aften ikke kendskab til, at danskere skulle være kommet til skade.
- Situationen er stadig den, at vi heldigvis ikke har kendskab til danskere, der skulle være sårede eller dræbte.
- Men det er vigtigt at understrege, at det er for tidligt at udelukke, at der kan være danskere, der er direkte berørte, siger centerchef for Udenrigsministeriets Borgerservice René Dinesen.
Han fortæller, at der kan gå et godt stykke tid, inden der er fuld afklaring af situationen, og danske ofre kan udelukkes.
- Amerikanerne har simpelthen ikke det fulde overblik endnu. Men vi har ikke kendskab til det nu, og det er et godt tegn, siger René Dinesen.
Han opfordrer danskere i området om at følge politiets råd og give de nærmeste besked om, at man er ok.
- Der er ganske mange danskere i Las Vegas, og mange har været tæt på. Derfor har vi givet det råd, at de kan kontakte deres rejseforsikring eller offerrådgivningen, hvis de har brug for krisehjælp, siger René Dinesen.
Ifølge Renè Dinesen har flere danskere ringet til Udenrigsministeriet og fortalt, at de befandt sig tæt på skyderiet. Ingen af dem er dog kommet til skade.
/ritzau/