Tal, der fortæller det ene. Tal der muligvis afslører noget andet. Danske aviser er storforbrugere af meningsmålinger. De seneste år er antallet af artikler, der bygger på meningsmåliner, steget med næsten 50 procent. Og det begynder at gå ud over troværdigheden, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
- De fleste har oplevet målinger, der er så utroværdige, at de selv kan gennemskue og måske endda påpege, hvad der gik galt, siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.
Ugebrevet har selv fået foretaget en meningsmåling af analyseinstituttet Zapera, der viser, at et flertal af befolkningen mener, at meningsmålingerne fylder for meget, at medierne bruger dem utroværdigt og at politikerne lader sig styre for meget af dem.
Men tag det lige med et gran salt. Det er kun en meningsmåling.