Mænd er mest udsatte for vold fra fremmede i det offentlige rum. Men for kvinder er risikoen langt større for at få tærsk i eget hjem af partneren eller andre nærtstående.
Mens halvdelen af volden mod mænd de seneste par år er sket udenhus, så gælder det kun for hver fjerde tilfælde af vold mod kvinder.
Til gengæld fandt halvdelen af de oplyste voldsepisoder mod kvinder sted i eget hjem.
Det viser en ny rapport, som Det Kriminalpræventive Råd (KPR) offentliggør i dag i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed.
- Det er desværre i hjemmet, at kvinder oftest udsættes for vold. Men der kan selvfølgelig også være mænd, der ikke så gerne vil indrømme vold fra partneren, siger sociolog Kasper Bisp Hansen fra (KPR).
- Ellers også så henvender kvinder sig hurtigere på skadestuen.
De nye tal, som netop baserer sig på statistik fra skadestuerne, viser i øvrigt, at danskerne er mindre voldelige end tidligere.
For andet år i træk falder antallet af henvendelser til landets skadestuer som følge af slag, spark, stik og anden vold.
I første halvår af 2010 modtog landets skadestuer cirka 9500 henvendelser som følge af en voldsskade. I 2011 faldt det til 8900, og i første halvår af 2012 er tallet nede på 8600 henvendelser. Altså et fald på ti procent i forhold til 2010.
Formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Linda Nielsen, kalder udviklingen glædelig. Men hun peger også på, at det er vigtigt at forsøge at få tallet endnu længere ned.
Unge mænd i alderen 15-24 år er fortsat den gruppe, som har flest skadestuekontakter som følge af skader fra vold.
Skaderne skyldes i over 80 procent af tilfældene stump vold som knytnæveslag eller slag med en genstand. Halvdelen af skadestuekontakterne for både mænd og kvinder ses hos unge under 25 år.
/ritzau/