Inden juni i år skulle 12.500 flere langtidsledige kontanthjælpsmodtagere i gang med en uddannelse eller have et job. Sådan lød målet i planen Ny Chance , som regeringen lancerede i 2006. Men missionen er langt fra lykkedes.Det skriver Politiken.
Ifølge planen skulle 25 procent af godt 50.000 langtidsledige kontanthjælpsmodtagere være i job, fleksjob eller uddannelse. Men det er kun lykkedes for 17 procent - svarende til 8.500 personer - viser de seneste tal fra fjerde kvartal 2007.
Endnu værre ser det ud, når det kommer til målet om, at 40 procent skulle være i aktivering. Tallet er knap det halve.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger til Politiken:
- Når man opstiller politiske mål, kan man enten vælge at sætte barren lavt, så man er sikker på at kunne springe over den i flot stil, og derefter proklamere over for hele verden, at man er en succes. Det er den nemme model. Man kan også vælge - som jeg har gjort det - at være ekstremt ambitiøs. Det sikrer, at hele systemet og en selv konstant holdes til ilden.