Danske læger er for dårlige til at sende alkoholikere i behandling for deres alkoholproblemer. Selvom der er omkring 150.000 danskere, der er afhængige af alkohol, er det kun fire procent, der kommer i behandling for lidelsen, og kun seks procent af dem, der er i behandling, er blevet henvist af deres egen læge, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
-Det opfattes som en stor skam ikke at kunne styre sit alkoholforbrug, og den opfattelse ser også ud til at præge lægerne, siger Kit Broholm, fra Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse til Dagens Medicin. Hun mener, at lægerne kan blive bedre til at motivere patienter med et alkoholproblem, uden at patienterne føler at lægerne sidder med en løftet pegefinger.
Roar Maagaard, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, vurderer, at lægerne sandsynligvis kan blive bedre til de motiverende samtaler, men mener samtidig, at det er patienternes motivation, der gør at ikke flere kommer i behandling.