Ved et dekret har Skifteretten i Odense begæret firmaet Fleetmanagement ApS konkurs.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge kurator er selskabet, som har adresse i Odense-bydelen Hjallese, i første omgang taget under likvidation fordi der ikke er indleveret et årsregnskab.
- Og så skal jeg finde ud af, hvad der er sket med de midler, der er, fortæller kurator og advokat Steen Jørgensen.
Fleetmanagement ApS hed før Eyeads ApS og er ejet af Jesper Anker. Det er ikke første gang, han går konkurs.
I februar lukkede han uden varsel firmaet Smartlakering, som også lå i Hjallese. Smartlakering havde en stor pakkeshop, og kunderne kunne i lang tid ikke få deres pakker.
Årsagen til lukningen var at firmaet bag, J. Anker Invest ApS, var blevet begæret konkurs af Gældsstyrelsen på grund af en skattegæld, skriver Fyens Stiftstidende.
Avisen har forgæves forsøgt at få en udtalelse fra Jesper Anker.
Fleetmanagement ApS beskæftiger sig ifølge Fyens Stiftstidende med reparation og lakering af karrosseri samt undervognsbehandling.