På en mark i Sverige står i øjeblikket en ko og spiser sig tyk på dyrefoder, som den aldrig burde have haft i munden.
Foderet er en del af den største svindelsag herhjemme med industrifisk. I alt er 8.950 tons fisk trukket i land uden om kvoterne og solgt i det skjulte uden om skattemyndighederne til dyrefoder, fiskemel og fiskefoder i blandt andet Danmark, Tyskland, Sverige og Norge.
Svindlen med de sorte fisk svømmer op i en samlet værdi af 11 millioner kroner.
- I mængder er det her helt klart den største sag. Jeg har aldrig set noget lignende. Oven på den er jeg noget overrasket og bekymret over den udvikling, det ulovlige fiskeri har taget, siger vicefiskeriinspektør Claus Wille fra Fiskeridirektoratets afdeling i Fredericia.
Han forklarer, at svindlen ganske simpelt kan foregå ved, at en kutter og virksomheden melder om eksempelvis 300 tons fisk i lasten, men reelt handler 400 tons.
Svindlen i Grenå blev opdaget ved en gennemgang af regnskaberne, der viste, at virksomheden blandt andet solgte flere sild, brisling og tobis, end den købte.
Ifølge Claus Wille svarer omkring 9.000 tons fisk til, at der hver eneste dag i et halvt år er kørt to store lastbiler fulde af ulovlige fisk væk fra virksomheden.
- Og min fornemmelser er, at Grenå ikke er det eneste sted, hvor det her foregår. Derfor vil vi kigge os godt og grundigt omkring på andre virksomheder i den nærmeste fremtid, siger Claus Wille.
Sagen er overgivet til politiet. Hvis virksomheden bliver kendt skyldig, og dommen følger retspraksis, får virksomheden beslaglagt de mere end 11 millioner kroner og får en bøde på 10 procent af indtjeningen altså over en million kroner.
Indtil videre er ingen herhjemme kommet i fængsel på grund af svindel med fiskesalg.