Jeg blev registreret ulovligt af PET. De ulovlige overvågninger må standses.
Sådan siger tre tidligere medlemmer af partiet VS med Enhedslistens Per Clausen i spidsen.
De tre har nu lagt sag an mod staten for at få stoppet de ulovlige overvågninger - og for at få slået fast, at PET gik langt over stregen i 1980'erne og for at få de skyldige stillet til ansvar. Det skriver Politiken.
"Jeg kan konstatere, at jeg er blevet registreret, alene fordi jeg stillede op til et byrådsvalg og et amtsrådsvalg. Det er efter vores opfattelse fuldstændigt uacceptabelt. Mennesker, der er politisk aktive, har altså ret til et privatliv, uden at de registreres," siger Per Clausen til Newspaq.
Den nye rapport fra PET-kommisionen oplyser, at Politiets Efterretningstjeneste op igennem 80'erne systematisk overvågede venstresocialister, der stillede op til byrådet i Aalborg og amtsrådet i Nordjylland - og rapporten gør samtidig opmærksom på, at overvågningen var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Per Clausen håber, at flere ulovligt overvågede vil gå med i sagsanlægget mod staten.
Ifølge juridiske eksperter, så har aktivisterne gode chancer for at vinde sagen.