Københavns Politi har sigtet en medarbejder fra Folketingets administration for at besidde kokain i arbejdstiden. Den sigtede har tilstået besiddelse af det euforiserende stof efter, at politiet onsdag blev kaldt til Christiansborg på grund af mistanke om narkotikabesiddelse hos medarbejderen.
»Det er en meget alvorlig sag, og jeg er naturligvis meget ked af, at det har fundet sted. Jeg håber, at det er sidste gang, vi hører om kokainfund i Folketinget,« siger Folketingets formand Christian Mejdahl til Ritzau.
Medarbejderen er blevet fritaget for tjeneste, og Folketinget behandler sagen som en personalesag.
Der er tidligere fundet spor af kokain på flere af Folketingets toiletter, da BT i november sidste år iværksatte deres egen undersøgelse ved hjælp af samme slags, som politiet anvender ved kokainjagt. BT undersøgte 30 toiletter og fandt spor af kokain tre steder.