De to millioner irakiske flygtninge, der befinder sig i landene omkring Irak, skal have ekstra hjælp.
Det mener et flertal i Folketinget, der er parat til at gøre en ekstra indsats for de irakiske flygtninge, der lever under kummerlige forhold.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil øge antallet af støttekroner til hjælp i de ramte lande.
Oppositionen vil både øge den økonomiske støtte og samtidig lade flere irakiske flygtninge komme til Danmark. Det skriver Berlingske Tidende.
Men også de Konservative hælder til at hjælpe flygtningene der, hvor de er.
"Jeg vil hellere have, at vi bidrager lidt mere i nærområderne, end at vi skal tage et par familier mere herop, for det gør ingen forskel i forhold til, at der er over to millioner flygtninge. Vi er derfor åbne over for at øge støtten til Syrien og Jordan," siger den konservative Naser Khader.
Der er omkring to millioner internt fordrevne irakere i Irak.
Siden februar 2007 har Danmark taget imod 17 flygtninge fra Irak, mens lande som Sverige og Finland har modtaget over 500.