Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget finansloven for i år efter at langvarigt forløb.
Kun Enhedslisten og Alternativet stemte imod finansloven, da den var til afstemning i Folketingssalen.
Processen med årets finanslov har været langvarig. Den tog sin begyndelse på den sidste dag i august sidste år og er dermed færdig historisk sent.
Dengang præsenterede den daværende S-regering sit udspil til finansloven.
Regeringen skal komme med sit udspil til en finanslov inden udgangen af august.
Der ligger sædvanligvis en aftale om finansloven i slutningen af november eller begyndelsen af december.
Finansloven plejer derefter at blive vedtaget i Folketingssalen kort før jul.
Men 5. oktober udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) folketingsvalg, der blev afholdt 1. november.
Først midt i december blev SVM-regeringen dannet, og 23. marts i år kom den nye regering med sit udspil til finansloven for i år.
24. april indgik regeringen en aftale om finansloven sammen med Liberal Alliance, SF, De Radikale og Dansk Folkeparti.
De Konservative, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne har tirsdag også været med til at stemme finansloven igennem. Det er ofte traditionen, at partier gør det, selv om de ikke er med i den egentlige aftale.
Folketinget skal inden længe i gang med finansloven for næste år.
/ritzau/