Et flertal i Folketingets Præsidium har besluttet at flage for EU og FN igen på Christiansborg.
Det meddeler Folketinget på tingets hjemmeside.
Folketingets Præsidium har i forbindelse med et møde onsdag vedtaget ændringerne. Fire af de i alt fem medlemmer af Præsidiet bakkede op om forslaget. Dansk Folkeparti repræsenteret af Pia Kjærsgaard var imod.
- I fremtiden vil der fra Folketingets hovedtrappe i Rigsdagsgården blive flaget med EU-flaget 9. maj og med FN-flaget på FN-dagen 24. oktober.
- Derudover bliver der også flaget på Nordens dag 23. marts ifølge en præsidiumbeslutning fra november 2017, lyder det i meddelelsen.
- Rent praktisk vil det være sådan, at der flages med Dannebrog på den ene flagstang og den overstatslige organisations flag på den anden, lyder det.
Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), er glad for, at Folketinget nu vender tilbage til at flage med EU's og FN's flag.
- Det er ganske udmærket, at Danmark flager på flagdage for de organisationer, vi er medlem af, og som betyder noget for Danmark.
- Jeg tror, de fleste i Danmark synes, at FN er en vigtig institution, og EU er en vigtig del af vores dagligdag, siger Henrik Dam Kristensen.
Han er åben over for yderligere ændringer hen ad vejen, da Folketinget ifølge formanden skal følge med tiden. Men der skal ikke foreløbig flages med yderligere flag.
- Jeg synes, vi er på et godt niveau her, siger Henrik Dam Kristensen.
I 2016 vedtog Folketingets Præsidium, der dengang havde Pia Kjærsgaard som formand, at det skulle være slut med at hejse flaget for EU, FN og for Norden.
Beslutningen dengang ærgrede politiske veteraner som Mogens Lykketoft (S) og Bertel Haarder (V).
De stod som henholdsvis formand for og medlem af Folketingets Præsidium bag den udvidede flagning.
Præsidiet består af et medlem fra hver af de fem største partier i Folketinget.
Folketingets Præsidium vælges for et år ad gangen, og formanden bliver valgt af et flertal i Folketinget. Præsidiet beskæftiger sig med de indre forhold i Folketinget, det vil blandt andet sige at lede møderne i Folketingssalen.
/ritzau/