Folketinget har torsdag ophævet den 26-års-regel, der hidtil har givet personer, der har haft statsborgerskab i 26 år, lempeligere adgang til at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark.
Det sker, efter at Menneskeretsdomstolen for et år siden afgjorde, at reglen diskriminerede personer, der først blev statsborgere senere i livet.
Hovedreglen, som altså nu gælder alle, er at et par samlet set skal have større tilknytning til Danmark end til et andet land, hvis de vil bo her. Det var det krav, folk med 26 års statsborgerskab tidligere kunne slippe for.
Dansk Folkeparti stemte imod at afskaffe 26-års-reglen. Danmark burde ikke have bøjet sig for afgørelsen, mener partiet.
- Det er ikke Danmarks stramme udlændingepolitik, der rammer de berørte danskere, siger DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, under tredjebehandlingen i Folketinget.
- Det er tværtimod de internationale konventioner og de partier, der sætter de internationale konventioner højere end vores landsmænd.
Han tilføjer, at Folketinget gradvist har "reduceret sig selv til et gummistempel."
- Som nu efter ordre fra et overnationalt organ blåstempler en afgørelse, der fratager danske statsborgere rettigheder og fratager dem muligheden for at være sammen med deres familie i Danmark, siger Henriksen.
For en lille gruppe danskere vil der fortsat være en vej uden om tilknytningskravet.
Hvis en udlandsdansker vender hjem til en løn på mindst 408.000 kroner årligt, kan ægtefællen komme med, selv om parret har en større samlet tilknytning til et andet land.
Det kalder De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, grotesk.
- Jeg mener ikke, at kærlighed har nogen grænser. Åbenbart er der nogen, der mener, at kærlighed har beløbsgrænser, udtaler hun i en skriftlig kommentar.
- Vi kunne jo faktisk have løst problemet. Min holdning er, at du skal kunne få familiesammenføring som dansk statsborgere, så længe I kan forsørge jer selv.
Forslagene blev vedtaget med opbakning fra regeringspartierne og Socialdemokratiet.
/ritzau/