10 eksperter har tabt til folkestemningen i sagen om det seksårige plejebarn på Djursland. Onsdag fortrød Adoptionsnævnet beslutningen om at bortadoptere den lille pige fra sin plejefamilie.
Nævnet mener for så vidt stadig, at pigen bør fjernes. Men det er ikke længere praktisk muligt.
Efter de seneste måneders massive mediedækning er der nemlig ingen, der vil adoptere pigen.
I en pressemeddelelse oplyser Adoptionsnævnet, at »offentligheden har fået et så stort kendskab til pigen, at anonymiteten ikke vil kunne bevares«.
Umuligt at finde familie
Desuden vurderer nævnet, at det er »umuligt at finde en familie, der – henset til den uro, der er skabt omkring hende – vil indgå i et adoptivforhold«.
Flere eksperter siger til Nyhedsavisen, at de finder det problematisk, at afgørelsen fra Adoptionsnævnet, der består af børnepsykologer, læger og jurister, falder til jorden.
En af dem, lektor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Mikael Thastum, siger:
»Afgørelsen er truffet af et enigt og fuldtalligt nævn bestående af eksperter med en særlig indsigt i sagen.
Nu er det så umuligt at finde en adoptivfamilie, fordi medierne så massivt har dækket sagen ensidigt og givet ordet til folk uden samme baggrundsviden som Adoptionsnævnet. Det er en træls udvikling.«
Adoptionsnævnet besluttede i foråret, at pigen skulle fjernes fra den plejefamilie, hvor hun har boet, siden hun var spæd.
Plejefamilien har nemlig ved flere lejligheder afvist at søge om adoption, blandt andet fordi de i så fald ville miste det offentlige tilskud.
Det gav nævnet mistanke om, at familien kun tog sig af pigen for at tjene penge.
Gav op
Nævnet fandt derfor en egnet familie, men efter de seneste ugers mediedækning og underskriftsindsamlinger til fordel for plejefamilien, gav den udvalgte adoptivfamilie i går op. Ifølge lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch får plejefamilien udelukkende medhold, fordi sagen er blevet pustet op i medierne.
»Havde plejeforældrene blot bøjet nakken efter Adoptionsnævnets afgørelse, ville de jo aldrig have fået deres vilje. Det viser tydeligt, hvor stor magt medierne har,« siger han.
Ifølge Århus Kommune kan pigen nu sandsynligvis blive boende hos plejefamilien.
Familiens advokat, Hanne Ziebe, kalder beslutningen »glædelig« og opfordrer familien til at komme hjem, efter at de i to døgn har levet i skjul med pigen af frygt for myndighedernes indgriben.