Folkeskolen kæmper med sit ry. Elevflugt, stærke privatskoler og en voksende andel tosprogede elever skaber problemer for den kendte 'alle mands'-skole.
Nu er der så kommet en ny hot trend blandt landets skoler, som skal forsøge at vende udviklingen. Et stigende antal folkeskoler vælger at slå sig op på markante profiler, som idræt, design, naturfag eller kost og motion. Det skriver Politiken.
Del af samfundsudviklingen
Ifølge professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole oprettes profilskolerne ikke kun som et forsøg på at vende udviklingen for skoler, der er ramt af elevflugt.
De er en del af en tendens i flere og flere kommuner, hvor folkeskolen søger at tage konkurrencen op med et voksende antal privatskoler.
- Private skoler gør sig netop tiltrækkende ved at have en ganske bestemt profil. For at matche det, er det bare for kedeligt at være en almindelig, gennemsnitlig folkeskole - man skal have en særlig identitet og profil, forklarer han til Politiken.
Helt grundlæggende mener Per Fibæk Laursen, at profilskolerne er i tråd med den generelle udvikling i samfundet:
- Går vi 25 år tilbage til industrisamfundet, var alle folkeskoler stort set ens. Det var en meget fabriksagtig og standardiseret måde at køre tingene på. Mangfoldighed og variation er en styrke, og det er en logisk konsekvens af, at vi er på vej ind i et videnssamfund, hvor kreativitet og mangfoldighed er i højsædet.
Spreder sig til hele landet
Tendens med at give folkeskolerne et særligt fokusområde vokser frem overalt i landet.
På Bellahøj Skole i København valgte man at oprette Danmarks første idrætsfolkeskole. Det har fået eleverne til at vælte ind på skolen, som ellers tidligere havde problemer med elevflugt og voksende andel af tosprogede.
I Hundige i det nordlige Greve har to af kommunens skoler fået vendt den negative udvikling ved at sætte fokus på kost og motion.
I Kolding går politikerne med planer om at oprette en design-folkeskole, som kan samarbejde med den 'voksne' designskole, som byen er kendt for.
I Københavns Kommune skal der oprettes tre nye profilskoler til 1. August næste år. Den ene bliver international og de to sidste får naturfag og musik-kreativitet som særlige fokusområder, skriver Politiken.