Pegepind og spanskrør var ikke nødvendige for at motivere eleverne i 6. U på Gerbrandskolen på Amager.
Af Stinne Poulsen
stpo@avisen.dk
@BRØD:Klokken ringer ind. Mobilen ryger i tasken. Eleverne finder deres pladser, og 6. U s klasselærer, Christina Kofod, tager ordet. Alt dette er klaret på under et minut.
På den måde afviger netop denne time fredag morgen fra så mange andre i den danske folkeskole.
En ny undersøgelse viser, at 9 ud 10 elever oplever, at der alt for tit er for meget larm i klassen, inden undervisningen kommer i gang. Men ikke i Christina Kofods billedkunsttime på Gerbrandskolen på Amager. Her er eleverne på rekordtid opslugt af dagens emne: Graffitti.
Debat om terror
Graffiti-snakken bliver hurtigt til en debat om, hvad man må og ikke må i det offentlige rum. For eksempel også terror, som en af pigerne siger.
Hænderne flyver op i luften, både piger og drenge vil gerne snakke om, hvordan verden har ændret sig siden terrorangrebet 11. september.
»Av, av, jeg har krampe i skulderen,« jamrer en pige i hjørnet, der har siddet med fingeren højt i vejret et stykke tid. Støttet af den anden arm. Hun vil gerne fortælle, at hun synes, George Bush er en nar, og at det er for dårligt, at man ikke må have en cola med i flyveren.
»Skulle vi egentlig ikke snakke om graffiti?« husker en anden pige på,
Diskussionen vender tilbage til graffiti – med 10 minutter tilbage af timen. Pludselig er det nogle andre elever, der rækker hånden op, end dem, der deltog i debatten om Fogh, frygt og flystyrt.
Men det gør ikke noget, at diskussionen går i en anden retning, end der står på skemaet, siger 12-årige Julie Karlsen og Martin Kyster i frikvarteret bagefter.
»Jeg vil hellere lave det her end at sidde og tegne,« siger Martin.
Julie vil dog også gerne have almindelig undervisning, hvor læreren følger skemaet.
»Jeg vil godt lave noget lidt andet end bare at sidde og snakke, for det gør vi i mange timer. Nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at vi lavede lidt mere billedkunst.«