Af Lars Fogt, lafo@avisen.dk
Syv måneder i varetægtsfængsel i Danmark har været så forfærdelige for en 51-årig mand fra Rwanda, at han vil udleveres til sit fødeland. Her står han til dødsstraf for anklager om at have slået 25 mennesker ihjel under folkemordet i Rwanda.
- Han har været varetægtsfængslet så længe, at han nu helst vil have det overstået. Om han så bliver dømt til døden, siger advokat Bjørn Elmquist, der i går fremlagde anmodningen i Københavns Byret.
Den 51-årige erklærer sig uskyldig. Elmquist har sendt anmodning om udlevering til FN s folkemordtribunal i Tanzania, der har ført sager mod de ansvarlige for det største folkedrab i nyere tid med 800.000 døde.
Flygtede til Danmark
Den 51-årige mand står på en liste over eftersøgte krigsforbrydere, der ifølge Rwandas statsanklager er flygtet til udlandet. Men da FN er ved at lukke for krigstribunalet, ønsker den 51-årige i stedet at blive udleveret til sit fødeland, hvorfra han flygtede til Danmark i 2001.
- Men det er altså advokaten selv, der skal skrive derned. Vi har intet imod, at sagen stedet bliver ført dernede, siger vicestatsadvokat Lars Plum.
Han peger på, at Rwanda er på vej med en lov, så udleverede krigsforbrydere ikke kan straffes med dødsstraf. Blandt de 500 rwandesere i Danmark vækker udleveringsønsket jubel.
- Vi ønsker ikke kun retfærdighed, men også sandheden frem om folkemordet, siger George Kalisa, der formand for Rwanda Culture Union.