"Hvem vil være millionær?," har Hans Pilgaard så ofte spurgt på skærmen i TV2's mandags-quiz, der hver uge hiver omkring en million seere hjem til stationen.
Den succesfulde tv-vært har stillet det samme spørgsmål på direktionsgangen på TV2, men ingen svarer.
Tv-stationen har nemlig ikke forlænget kontrakten med Hans Pilgaard, og derfor står han uden job fra årsskiftet.
Trods den kedelige nyhed ser den altid optimistiske Pilgaard lyst på fremtiden.
"Min fremtid tegner, som den altid gør: farlig, fascinerende og festlig. Tiden har ændret sig, og det er TV2 ved at indrette sig på, og de har ikke ønsket at forny deres eksklusive ret til at benytte sig af mig," siger Hans Pilgaard til B.T.
Han fortæller lidt kryptisk, at han nu glæder sig til at arbejde sammen med mennesker, der vil det samme som han selv.