Den folkekære svenske skuespiller Lennart Hjulström er død. Det bekræfter datteren Carin Hjulström og sønnen Niklas Hjulström på Instagram.
"Nu er vores elskede far og mand faldet i søvn efter en sygdomsperiode. Tabet er uendeligt".
Lennart Hjulström blev 83 år gammel og tilbragte sin sidste tid på plejehjem.
Han blev gift med skuespilleren Gunilla Nyroos i 2007 efter de havde været sammen siden firserne.
Sammen fik de datteren Hanna. Fra et tidligere ægteskab havde Lennart Hjulström foruden Carin og Niklas også sønnen Fredrik, skriver Aftonbladet.
Lennart Hjulström arbejdede på Dramaten som både skuespiller og instruktør i mange år. Han instruerede desuden prisvindende film.
Han er kendt fra tv-serier som "Beck" og roller i film som "Mit liv som hund", "Jönsson-Bandens vildeste kup", "Luftkastellet der blev sprængt", "Ondskab" og flere "Hamilton"-film.