Onsdag aften bliver en dansker udnævnt til årets republikaner.
Prisen bliver uddelt af Den Republikanske Grundlovsbevægelse, der har den radikale politiker Zenia Stampe som formand.
Hun garanterer, at prisen, der bliver uddelt i Studenterhuset i København, går til en dansker, vi alle kender.
"Det er en vi alle sammen kender og som vi alle sammen respekterer på godt og ondt. Og som kan sætte en dagsorden og følge den til dørs," lyder det fra formanden.
Tirsdag kom det frem, at Kongehuset koster skatteborgerne 342 mio. kroner årligt.
De penge som kunne bruges langt, langt bedre, mener Zenia Stampe, der stærkt betvivler statsminister Lars Løkke Rasmussen, der fastholder, at pengene er godt givet ud.
"Man kan stille det spørgsmål, får vi 'value for money'. Kunne vi bruge de her millioner bedre. Det vi giver til dansk film ligger langt under, og den har været en kæmpesucces i forhold til at promovere Danmark," påpeger Stampe over for Newspaq.