El, gnister og stød.
Hvert år er fejl i el-installationer skyld i omkring 3.300 brande i Danmark.
Otte ud af ti boligejere lever med skjulte fejl i deres installationer, som kan starte en brand, skriver Søndagsavisen.
På trods af dette, har Sikkerhedsstyrelsen nu godkendt, at folk uden en elektrikeruddannelse kan foretage de el-eftersyn, der fra første maj 2012 er lovpligtige at få lavet i forbindelse med tilstandsrapporter.
Det eneste, eftersynet kræver, er, at man har taget et suppleringskursus og at en autoriseret el-installatør fører tilsyn med en.
El-eftersynene sker, i forbindelse med hushandler, når sælgeren skal lave en tilstandsrapport for at tegne en ejerskifteforsikring.
Hans-Erik Bønnelykke er formand for Frie Uafhængige Bygningssagkyndige og Energikonsulenter, og han er bekymret over lovgivningen på området.
"Vi mener, at det er ganske uforsvarligt. Både overfor den, der skal foretage eftersynet og overfor boligejeren. For når det er el, vi har med at gøre, er der virkelig fareproblemer," siger han til Newspaq.
I Sikkerhedsstyrelsen har man tiltro til, at en autoriseret el-installatør kan føre forsvarligt tilsyn med de medarbejdere, der ikke er elektrikere.
Men det er Hans-Erik Bønnelykke ikke enig i.
"I de store virksomheder, som vil opgradere deres byggesagkyndige, sidder der måske én central elinstallatør i en organisation på 50-70 mand, der laver 200 rapporter om året. Den ene person kommer til at skulle kvalitetssikre et kæmpestort antal rapporter, fortæller han.
Han mener kun, at det kan gå galt.
Allan Malskær er formand for Parcelhusejernes Landsforening, og han er også bekymret over sikkerhedsrådets beslutning.
"Jeg forudser at der kommer mange sager. Flere sager end der burde være," siger han.
Han var medlem af den kommission, der satte fokus på, at man burde gøre el-eftersyn obligatoriske ved lov.
Men har er ikke tilfreds med den nuværende løsning.
"Vores forudsætning for det arbejde, vi lavede omkring lovrevisionen, var, at det var en elektriker der skulle udføre arbejdet," siger han og påpeger, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis fejl bliver overset.