Over to millioner kroner til fristaden Christiania.
Så mange penge har salget af de såkaldte folkeaktier ind til videre indbragt. Salget startede i mandags på Christianias 40 års fødselsdag og foregår via netsalg, auktion og kontantsalg.
"Salget er oppe over to millioner kroner alene på netsalget, så det går forrygende. Folk køber aktier til deres børn og til hunden. Ældre damer kommer og køber aktier for 500 kroner, fordi de har haft en dejlig oplevelse her," siger Ida Klemann fra Christianias folkeaktiegruppe til Newspaq.
Også flere virksomheder har købt folkeaktier for 10.000 kroner. Aktierne koster mellem 20 kroner og 10.000 kroner og giver hverken afkast eller medbestemmelse.
"Folk får ikke noget. De køber af følelsesmæssige grunde. De føler, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at have Christiania som folkeeje," siger Ida Klemann.
Målet er at indsamle 76 millioner kroner, så Christianias beboere kan købe sig fri af den danske stat.
"Vores delmål er at nå 43 millioner inden 15. april. Det vil tage toppen af vores lån. Jo mere, vi får frikøbt, jo mere fristad bliver der. For jo mere overskud bliver der til at holde byen kørende for alle dem, der bruger den," siger Ida Klemann.
Enhedslistens leder, Johanne Schmidt-Nielsen, har allerede købt en folkeaktie, og den radikale leder, Margrethe Vestager, har meldt ud, at hun vil gøre det samme.