Når kalenderen viser 1. januar, viser skiltet i døren på dit lokale rådhus måske videre til en anden by med et større rådhus.Mange kommuner bliver nemlig lagt sammen, og det har betydning for stort og småt. Både for din egen hverdag og for arbejdet i Danmarks Statistik.
Det fejrer de ivrige talknusere på deres egen måde – ved at udgive eksempler på sammenligninger af de 98 kommuner, som opstår af asken fra de 270 gamle, der bliver nedlagt ved årsskiftet.Vidste du for eksempel, at den nye Albertslund Kommune er så upopulær, at man skal til Læsø og Ærø for at finde en tilsvarende andel af befolkningen, som flytter væk?
Omvendt er Køge, Frederikssund og Egedal kommuner blandt de mest populære steder at flytte til, kun overgået af jyske Skanderborg.Statistikken afslører også, at hvis du gerne vil have, at dine børn finder legekammerater, skal du overveje at flytte til Allerød.
Ingen andre steder i landet er så stor en andel af befolkningen under 20 år – vi taler om næsten en tredjedel.Samtidig vil du som far kunne tillade dig at slynge noget ekstra kolesterolbefængt sauce over nytårsstegen, for mænd i Allerød har landets laveste dødelighed.
Lidt poppet sagt lever 20 procent af mændene videre, selvom gennemsnitsstatistikken for hele Danmark siger, at de burde være døde. Anderledes slemt står det til i Københavns Kommune, som har landets værste statistik. En fjerdedel af mændene dør, selvom landsgennemsnittet siger, de burde leve videre, mens en tiendedel af kvinderne forlader hovedstadens pulserende liv for tidligt. Ingen andre steder i landet er tallet så højt.
Hvis du er vild efter at læse mere om tal for de nye kommuner, kan du finde den omkring 100 kroner dyre publikation ’Det nye demografiske danmarkskort’ hos Danmarks Statistik på www.dst.dk.