Det
er mere livsfarligt at indånde forureningen fra bilerne end at færdes i
trafikken. 3.400 mennesker dør hvert år af sygdomme, som skyldes
forurening med partikler fra bilernes udstødning. Det skriver
Jyllands-Posten onsdag.
- Der dør næsten 10 gange så
mange af den forurening, som trafikken udsender, i forhold til antallet
af trafikdræbte. Regeringens Infrastrukturkommission bør slås mere for
at mindske de katastrofale konsekvenser af bilernes forurening, siger
Carl Holst, regionsformand i Region Syddanmark, til avisen.
Kommissionens
endelige rapport ventes klar omkring den 1. november. Helt konkret ser
Danske Regioner de mange dødsfald på grund af biltrafikkens forurening
som et stærkt argument for mere kollektiv trafik.