Det er rigtigt, rigtigt svært - ofte næsten umuligt - at finde frem til brodne kar i politikorpset, som går over stregen i tjenesten.
Betjente vil ikke angive kolleger, og derfor bør politikerne sætte numre på politiets uniformer, så borgere selv kan notere cifrene og siden klage over den enkelte politimand, som de føler sig dårligt behandlet af.
Sådan lyder meldingen fra advokat Knud Foldschack til nyheden om, at statsadvokaten opgiver at finde nogle stærkt kritiserede politifolk, som var indblandet i en forfejlet antiterroraktion under klimatopmødet i 2009.
- Det er dybt beklageligt, men måske ikke uforudsigeligt. De her sager ender næsten aldrig med konsekvenser, fordi man ikke kan identificere, hvem der er problemet, siger den kendte forsvarsadvokat.
I den konkrete klagesag slog politiet - på grund af en simpel navneforveksling - kløerne i de forkerte personer under antiterroraktionen.
Blandt andet en helt uskyldig flyttemand, som blev iført hvid heldragt og plastikstrips og kørt rundt i Københavns gader i timevis.
Ifølge mandens eget udsagn blev han udsat for nedsættende og hårdhændet behandling, inden politiet opdagede deres fejl.
Siden har det været umuligt at finde de pågældende betjente - end ikke statsadvokaten har kunnet gøre det.
Personerne, som blev anholdt under antiterroraktionen, "oplevede deres livs mareridt", da de blev forvekslet med terrorister og kan ikke lade være med at tænke, at politiet dækker over hinanden.
Det samme gør Knud Foldschack:
- Det tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om. Når man er i et politikorps, er man selvfølgelig interesseret i at have en solidaritet med hinanden. Det her er ikke en objektiv sagsbehandling efter min mening, siger han.
- Det bedste ville være, hvis man må få en lov vedtaget, så betjentene begynder at gå med nummerangivelser, som gør, at man kan identificere dem.
- Det kunne bare være et nummer, der er let synligt, så man kan se det. Det har man jo i andre lande, hvor politibetjente har et nummer. Færdigt arbejde, siger advokaten.
Politiforbundet undrer sig over den opsigtvækkende klagesag fra klimatopmødet, som nu løber ud i sandet.
/ritzau/