Reklamerne lokker med en læskende drik lige til at slukke tørsten, men de siger intet om det store sukkerindhold.
Nu skal markedsføringen af usunde føde- og
drikkevarer rettet mod børn kigges efter i sømmene. Familie- og
forbrugerministeriet vil kortlægge, hvor børn møder reklamer for usunde fødevarer, hvor stort problemet er, og
hvilken effekt reklamerne har på børnenes kostvaner og forbrug.
- Markedsføring af usunde fødevarer rettet mod børn er et
problem. Det er decideret usmageligt, at nogle virksomheder vælger at udnytte
børns godtroenhed på den måde. Det skal vi gøre noget ved. Men i dag ved vi
faktisk ikke, hvor stort problemet er, og om børnene møder markedsføringen på
tv, internettet eller mobiltelefonen. Det er vi nødt til at finde ud af for at
kvalificere debatten og målrette vores fremtidige indsats, siger familie- og
forbrugerminister Carina Christensen (K) i en pressemeddelse.
Undersøgelsen skal være afsluttet i februar 2008, og
resultaterne fra undersøgelsen skal anvendes til at udarbejde kriterierne for et
frivilligt etisk kodeks for markedsføring af usunde føde- og drikkevarer over
for børn. Et kodeks, som ministeren håber, at branchen vil støtte.
- Jeg tror ikke på lovgivning og forbud. Markedsføring er
grænseoverskridende, og et nationalt forbud er derfor ikke vejen frem. Det er en
stor fejl at tro, at lovgivning kan løse alle problemer. Derimod vil jeg arbejde
for, at EU kommissionen fastholder sit fokus og presse på for, at der
iværksættes arbejde med EU-lovgivning på området, hvis problemet ikke kan løses
ad frivillighedens vej, siger Carina Christensen.
Som led i arbejdet søsætter ministeriet samtidig seks gode råd til familier om reklamer rettet mod børn. Læs om rådene på ministeriets hjemmeside.