Fredag aften tager de danske volleyballherrer fat på anden og sidste runde af European League-kvalifikationen med tre gruppekampe i Ungarn.
Danmark er som vært for Final 4-stævnet garanteret en plads i semifinalen, men efter de tre første gruppekampe fører danskerne alligevel gruppen, hvorfra de to bedste går videre.
I første runde slog danskerne både Ungarn og Ukraine med 3-0 i sæt, mens det lidt overraskende blev til et 1-3-nederlag mod Israel.
Selv om danskerne er sikret en plads i Final 4, så spiller man sig ud. Ikke nødvendigvis for at sikre førstepladsen i gruppen, men for at være helt klar til Final 4.
- Vi vil selvfølgelig gerne vinde alle kampene. Men det var ikke et mål for os at blive etter i gruppen. Målet er, at vi skal bruge gruppekampene til at prøve at blive den bedste version af os selv, siger landstræner Mikael Trolle i en pressemeddelelse.
Skulle Danmark ikke blive blandt de to bedste i gruppen, overtager holdet semifinalepladsen ved Final 4 fra den dårligste toer fra de to grupper.
Alligevel er der blevet arbejdet intenst og minutiøst for at styrke holdet frem mod weekendens kampe.
- Siden vi ankom til Ungarn, har vi haft gang i et kæmpe analysearbejde, hvor vi målrettet og systematisk sammen med hver enkelt spiller gennemgår hans rolle og samspil med de andre på holdet.
- På den måde får vi detaljerne helt på plads inden anden runde i gruppespillet, forklarer Mikael Trolle.
Danmark møder fredag Ungarn, lørdag gælder det Ukraine, og søndag venter Israel.
Der spilles Final 4 i Gentofte 1. og 2. juli. Vinderen af European League kvalificerer sig til World League.
/ritzau/