Statsministerens spindoktor er med sikkerhed Ulveman, men Anders Fogh Rasmussen (V) må i øjeblikket spekulere på, om spindoktoren tidligere har haft fåreklæder på.
Michael Ulveman var med til at lave den indledende research til filmen "Den hemmelige krig", som har fået oppositionen i Folketinget til at kræve en redegørelse fra Fogh.
Ifølge Urban havde Michael Ulveman aftalt med DR-folkene Christoffer Guldbrandsen og Niels Giversen, at de stod for filmen, mens han selv skrev bogen i sin daværende egenskab af chef for Dagbladenes Bureau.
»Som journalist inden mit nuværende job var jeg med i opstarten af projektet. Men jeg har ikke været langt nede i det. Jeg var med til åbent hus i Jægerkorpset,« siger Michael Ulveman.
Kort efter blev han ansat som presserådgiver i Statsministeriet uden at fortælle om sit bogen og filmen.
»Jeg anede jo ikke, hvordan projektet ville ende. Jeg har jo skrevet mange ting som journalist, som jeg ikke har indviet statsministeren i,« siger Ulveman til Urban.
"Den hemmelige krig" fortæller historien om, at danske soldater har udleveret fanger fra Afghanistan til mishandling hos de amerikanske soldater, samtidig med at Anders Fogh Rasmussen mod bedre vidende fortalte Folketinget, at alle konventioner om korrekt behandling af fanger blev overholdt.
Statsministeren har afvist alle beskyldninger om at lyve for Folketinget.