Ministre må ikke tørre deres regninger af på skatteborgerne – med mindre det tydeligt fremgår af bilagene, at regningen er relevant for deres embede.
Sådan lyder én af de mange klokkeklare regler i en ny, udførlig vejledning til landets ministre om, hvad de må og ikke må bruge skattekroner til.
'Vejledning om ministerens udgifter' kommer i kølvandet på de mange sager om finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) bilagsrod og er udgivet af Statsministeriet.
Den fastslår blandt andet, at en ministers udgifter til mad og drikke skal dokumenteres med bilag fra restauranten, hvorpå der tydeligt skal »påføres oplysninger om mødets formål og deltagere«.
Partiet skal betale mad og drikke
Netop mangefuldt udfyldte bilag har ført til massiv kritik af Løkke i en række medier de senest måneder.
Desuden er Løkke blevet kritiseret for at købe mad og drikke på Sundhedsministeriets regning til rene Venstre-arrangementer. Men dén går heller ikke, slår vejledningen fast:
»Udgifter til servering til sådanne møder i partiorganer bør faktureres direkte til partiet,« fremgår det.
Løkke har desuden i flere tilfælde ladet skatteyderne betale for øl og drinks på hotelværelset, når han har været alene på tjenesterejser. Her fastslår vejledningen, at der på tjenesterejser udelukkende refunderes udgifter til måltider samt »småfornødenheder som fx. aviser, kaffe, mindre toiletartikler mv.«
Ros fra ekspert
Den nye vejledning indeholder også bestemmelser om, hvornår ministrene må tage deres ægtefæller med på rejser for statens regning, ligesom den indskærper, hvornår ministrene må benytte ministerbiler.
Den slår dog også fast, at det ikke alene er ministerens ansvar at overholde reglerne. Også ministersekretæren skal holde et vågen øje med udgifterne. Vejledningen får en varm modtagelse fra forvaltningsretsekspert Steen Rønsholdt.
»Det er et gennemarbejdet og nyttigt redskab, man nu har lavet. Det fjerner nogle tvivlsspørgsmål, og det er et positivt produkt af Løkke-sagen,« siger han til Berlingske Tidende.