Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede i dag sine tre nye ministre – Karen Jespersen, Jakob Axel Nielsen, og Eva Kjer Hansen - for Dronningen – og efterfølgende på Amalienborg Slotsplads for en masse pressefolk og turister.
- Her står jeg så med to nye ministre og en tredje, der har bytte plads i regeringen. Der er tale om en målrettet ministerrokade med to helt nye minstre, der nu især skal være med til at forhandle regeringens nye kvalitetsreform og energiplan på plads. Derfor kommer rokaden på dette tidspunkt, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Den nye social- og ligestillingsminister, Karen Jespersen, bliver et stærkt ansigt, mener Fogh.
- Karen er et meget dygtigt og stærkt socialt engageret menneske, og jeg er meget glad for at have hende som socialminister, sagde Fogh.
Statsministeren roste sin tidligere social- og ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen, for at have udført et solidt arbejde og glædede sig over, at hun havde sagt ja til hvervet som fødevarerminister. Fogh understregede, at den tidligere fødevarerminister Hans Christian Schmidt ikke er blevet afsat, fordi han har gjort det skidt.
- Han har tværtimod gjort det dygtigt, og jeg har en forventning om, at han nu bliver formand for Venstres folketingsgruppe.
Ordet dygtig gik også igen, da Fogh skulle præsentere den nye konservative transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen, der havde sine stolte forældre med på slotspladsen.
- Han har på kort tid vist sig som en meget dygtig politiker, senest som de konservatives skatteordfører. Jeg er overbevist om, at han kan løfte opgaven, ikke mindst den første opgave, der venter her til efteråret med at forhandle regeringes store energiplan på plads, sagde Fogh.