Det går dårligt for regeringen i øjeblikket.
Kræftpatienter, der ikke sendes til udlandet. En kommunalordfører fra Venstre, der fyres. Ballade om brugerbetaling. Midt i alle disse sager, viser en meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske Tidende, at regeringen for første gang siden valget i 2005 har mistet sit flertal sammen med Dansk Folkeparti.
»Det er selvføgelig et signal om, at vi må anstrenge os mere om at være en samlet flok, der møder oppositionen,« siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, til Berlingske Tidende.
Ifølge målingen har VK-regeringen og Dansk Folkeparti 85 mandater, mens den samlede opposition har 90 mandater.
Der er formentlig to år til næste valg, så Troels Lund Poulsen erklærer sig »fortrøstningsfuld« og »tager det stille og roligt«.
Socialdemokraterne er naturligvis tilfredse:
»Tendensen er klart, at befolkningen ønsker et regeringsskifte,« siger ordfører Henrik Sass Larsen.