Regeringen er på vej med en hjælpepakke til bankerne, så de igen vil låne penge ud til sunde virksomheder. Finanskrisen har fået flere banker til at være tilbageholdende med udlån, da de er kommet i en kreditklemme og har svært at skaffe nok risikovillig kapital. Derfor kommer regeringen med en hjælpende økonomisk hånd.
Men regeringen vil ikke drive statsbank, fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde.
"Der er ikke noget som helst godt at sige om, at statskassen og politikerne skal til at drive banker. Men det kan godt lade sig gøre at tilføre kapital til bankerne uden, at staten af den grund bliver bankejer og skal til at drive bank," sagde statsministeren og fortsatte:
"Det er ikke for at redde bankerne, men for at sikre fortsat långivning til sunde veldrevne virksomheder og rentable investeringer, for ellers er der risiko for en selvforstærkende økonomisk nedtur," sagde Anders Fogh Rasmussen.
Han ville ikke komme med konkrete bud på, hvad bankpakken vil indeholde, men forklarede, at kommer staten med en kapitalindsprøjtning til bankerne og dermed påtager sig en risiko, så skal staten også have del i bankernes gevinst. Det vil heller ikke være alle banker, der får del i statens penge, men kun de banker, som er velfungerede.