Statsministerens holdning til tørklæder i det offentlige rum ligger i virkeligheden ikke langt fra Birthe Rønn-Hornbechs udmelding i går, skriver Ekstra Bladet.
På grundlovsdag sidste år holdt Anders Fogh Rasmussen nemlig en tale, hvor han opfordrede danskerne til at dæmpe sig i tørklædedebatten.
Dengang lød Statsministerens ord:
- Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum.
Men det var sidste år, og i dag er holdningen en anden. I hvert fald kaldte Fogh i går sin integrationsminister for særdeles uheldig , og satte hende på plads med en bemærkning om, at hun var minister og ikke leder af en studiekreds.
Birthe Rønn-Hornbechs brøde var, at hun i en kronik beskrev tørklædeforbud, som noget kun diktaturstater kunne finde på at indføre. Med argumenter, der til forveksling kunne være taget ud af Foghs ét år gamle Grundslovstale om det danske frisind. Og bare tre timer efter Foghs irettesættelse kunne justitsminister Lene Espersen (K) offentliggøre, at der nu bliver indført et tørklædeforbud, der sammen med forbud mod alle andre religiøse symboler, vil gælde juridiske dommere.