Fogh undveg spørgsmål i Afghanistan-sag

Tortur · Regeringen kunne intet vide om risiko for tortur af Afghanistan-fanger, fastslår statsministeren. Oppositionen mener, han lyver og svarer udenom

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undlod gentagne gange at svare direkte på spørgsmål i Afghanistan-sagen under Folketingets ugentlige spørgetid onsdag.
I stedet gentog statsministeren, at regeringen ingen viden kunne eller burde have om risiko for tortur, da danske soldater i foråret 2002 udleverede 31 afghanske fanger til amerikanerne.
Det gjorde han på trods af, at oppositionen, også gentagne gange, henviste til, at både New York Times, New York Post, Politiken, Berlingske Tidende og Amnesty International i januar og februar 2002 i artikler og rapporter dokumenterede, at mishandling af fanger i amerikansk varetægt i Afghanistan fandt sted.
Altså alt sammen før 22. april, hvor danske soldater udleverede fanger til amerikanerne.

Usandt de var uvidende

»Det er simpelthen usandt, når statsministeren siger, at regeringen intet kunne vide. Der er jo ingen i det her land, der tror på, at hverken Statsministeriet, Udenrigsministeriet eller Forsvarsministeriet læser aviser,« sagde SF’s formand Villy Søvndal under debatten.
Medlem af Udenrigsudvalget Rund Lund (EL) supplerede:
»En mulighed er, at statsministeren har handlet fuldstændig inkompetent og uansvarligt, den anden er, at han står i folketingssalen og taler usandt.«
Til begge dele svarede statsministeren: »Jeg kan kun gentage, at regeringen ikke vidste og ikke på daværende tidspunkt burde have vidst, at der var risiko for tortur. Og jeg vil gerne understrege, at regeringen har en fuldstændig klar politik om ikke at udlevere til tortur, hvis der er mistanke om tortur.«
På spørgsmålet om, hvorfor statsministeren stadig ikke mener, der er grundlag for at sætte en uvildig undersøgelse af forløbet omkring udleveringen af fanger til amerikanerne, svarede han:
»Der er ikke – heller ikke i dag – dokumentation for, at de 31 fanger blev udsat for tortur.«
Da udenrigsordfører Naser Khader (R) spurgte statsministeren, hvorfor regeringen ikke direkte havde spurgt de tidligere fanger selv, undlod statsministeren at svare direkte. I dokumentarfilmen Den hemmelige krig , hævder fem af de 31 fanger at være blevet tortureret i amerikansk varetægt, men da regeringen lavede sin redegørelse i december 2006, blev de ikke spurgt. Statsministerens svar til Naser Khader var, at regeringen havde spurgt »de relevante myndigheder«.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.