Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) erkender, at George Bush har truffet en del "kontroversielle beslutninger," så ønsker han ikke at tage stilling til, om Bush har været en god amerikansk præsident.
"Stort set hele Bush' periode har været fokuseret på kampen mod terror, og undervejs har der selvsagt været truffet meget kontroversielle beslutninger om bl.a. krig i Irak, og derfor er der ingen grund til at skjule, at det vil blive en meget omdiskuteret præsidentperiode," sagde han i går på sit ugentlige pressemøde ifølge Jyllands-Posten.
Anders Fogh Rasmussen tilføjede, at det først om nogle år vil være muligt at give en retvisende bedømmelse af Bush' præsidentperiode.
SF's retsordfører, Steen Gade, ser statsministerens udmeldinger som et udtryk for, at Fogh ihærdigt forsøger at lægge afstand til Bush. Ifølge Gade burde Fogh erkende, at krigen mod terror har været vildledende og misforstået.