Danmarks deltagelse i Irak-krigen er ulovlig. Derfor skal statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) i retten og forklare, hvorfor han har sendt danske tropper til Irak.
Sådan har meldingen i lang tid lydt fra foreningen Grundlovskomitéen 2003, der på vegne af 26 danskere har anklaget den danske regering for grundlovsbrud i forbindelse med krigen i Irak.
Men den retssag får de slet ikke lov til at føre. Onsdag besluttede Østre Landsret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at føre en sag mod Fogh.
- Anmodningen er blevet afvist, lød den lakoniske kendelse fra retten.
Grundlovskomiteen ankede dog sagen til Højesteret.
Kendelsen vækker ikke undren hos en af komiteens advokater, Bjørn Elmqvist.
- Jeg er ikke overrasket, men jeg er ærgerlig. Det var en dårlig dag for det danske folkestyre. Samtidig med, at vi forsøger at indføre demokrati i Irak, kan man altså herhjemme i Danmark ikke få afprøvet en påstand i retten. Det er trist, siger han.
Han sætter dog sin lid til, at Højesteret vil se anderledes på sagen.
- Generelt er de mindre retter lidt mere bange for at komme med kontroversielle kendelser end Højesteret. Det har vi set fra andre lande, blandt andet Holland. Så jeg er positiv, siger Bjørn Elmqvist.
Han vil blandt andre bruge ventetiden indtil ankesagen med at få finpudset sagsøgernes argumenter. Og måske udvide kredsen af sagsøgere.
Også Christian Harlang fra Grundlovskomitéen er skuffet over Østre Landsrets beslutning.
- Spørgsmålet er, om vi har en grundlov af navn eller af gavn, siger Christian Harlang.
I februar gik første del af retssagen i gang, og i løbet af tre uger skulle sagsøgerne forsøge at bevise, at de havde en retslig interesse i at sagsøge Fogh for lovbrud.
Grundloven er ifølge komitéen overtrådt blandt andet fordi, regeringen har sendt danske soldater i en USA-ledet krig, og den slags afgivelse af suverænitet kan Danmark kun afgive til organisationer som NATO eller EU. Og når det sker, skal det ske med 5/6-flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning. Og da ingen af delene skete, er det ifølge komitéen et grundlovsbrud.
Retssagen blev anlagt i oktober 2005 af de 24 danskere, der udgør Grundlovskomiteen af 2003. De blev i november 2005 udvidet med forældrene til en af de dræbte danske soldater i Irak, Bjarke Kirkmand.