Hvis militærdiktaturet i Burma ikke selv vil bringe nødhjælpen ud til den hårdt ramte civilbefolkning, må det internationale samfund diskutere, om der sættes soldater ind til at få nødhjælpen ud.
Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde tirsdag, hvor han støttede et fransk forslag om at sende soldater til Burma for at sikre nødhjælpen.
- Nu er jeg jo ikke jurist, men jeg har det jo også sådan, at jeg er stærkt utålmodig. Jeg ønsker, at den nødhjælp skal ind hurtigt og effektivt, og jeg nægter at tro på, at den internationale folkeret kan stille sig hindrende i vejen for, at man kan få nødhjælp ind til mennesker, der lider nød, på den ene eller den anden måde, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Militærdiktaturet i Burma nægter at lukke internationale nødhjælpsorganisationer ind i landet efter at en cyklon hærgede landet og foreløbig har kostet over 30.000 mennesker livet.
Omkring to millioner vurderes at have akut brug for nødhjælp. På trods af Foghs udmelding er det dog usandsynligt, at det internationale samfund vil sende tropper til Burma. En beslutning fra FN afhænger nemlig af, at Kina ikke nedlægger veto i FNs Sikkerhedsråd.
- Kina vil sætte sig meget klart imod, at nogen skulle gribe ind imod regimets vilje, siger Ole Bruun fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskile Universitetscenter.